Min historie

- fortsat fra forsiden...

Når du læser dette, går jeg ud fra, at du har læst forsiden og ved, jeg har valgt at kalde mit firma Liv & Landskab fordi det meget præcist afspejler det, jeg arbejder med både i praksis og på nettet.

Jeg tror nemlig, jeg har reddet mit liv, fordi jeg som 10-årig fik lov at leve et halvt år i et vidunderligt landskab, hvor jeg kunne gå på opdagelse og drømme mig væk fra hverdagen. Det var ved Gyrstinge Sø, hvor skove og marker med kæmpehøje var rammen om højskolen Søtoftegård.

Denne ramme om nogle gode minder var nok det, man i dag kalder ”grøn omsorg”, som jeg selv arrangerede og indtog i store mængder. På den måde kom jeg væk fra de problemer, mine forældre sloges med – skilsmisse, arbejdsløshed, retssager og alkohol – og kunne trække vejret frit. Senere vendte jeg tilbage til højskolen og var med på kurser sammen med min kæreste, nu med langt hår og mere mod på livet og kærligheden.

Du kan læse meget mere om Højskolen Søtoftegård her og her. Og hvis du gør det, så ved du også lidt mere om, hvorfor jeg stadig betegner mig selv som "en gammel hippie"...

I dag bor jeg på en historisk gård, Hejmosegaard, ved Hejrede Sø i Naturpark Maribosøerne. Her var jeg tidligere med til sammen med min familie og vores venner i Netværket Blue Sky Innovation at etablere Hejrede Friluftsgård. Så Hejmosegaard har dannet rammen om mange gode naturoplevelser for børn og voksne, indtil økonomien tvang den til at lukke i 2015.

Men naturen er her stadig – og faciliteterne – så jeg drømmer om at skabe et nyt sted med grøn omsorg – Green Care. Og hvem ved - måske er der også behov for en ny åndelig vækkelse som den, Johannes Dragsdahl brændte for dengang?

Sådan foretrækker jeg at transportere mig rundt, hvis vind og vejr tillader det - den ultimative måde at opleve landskaber på! For man både mærker og lugter omgivelserne, når man kører motorcykel - og man kan stoppe næsten alle steder for at tage et billede!

Sådan husker jeg også Søtoftegård - her er haven med annekset til højre, hvor der bl.a. blev dyrket yoga. Billedet er lånt fra blogindlægget "Hippier og andet godtfolk".

©2020 by Liv & Landskab. Proudly created with Wix.com